Henrik Ibsens skrifter

I begyndelsen af denne måned havde vi den uventede fornøjelse at modtage ​et brev fra Dem. Brevet var jo rigtignok stilet til min hustru; men da det i hovedsagen vedkommer mig, så tillader jeg mig herved personlig at besvare samme.

De ønsker fra min hånd en prolog til den ​festforestilling, som i Juni skal gives på Kristiania teater i anledning af Deres 30-årige kunstnervirksomhed dersteds.

Gid jeg så sandt kunde efterkomme Deres anmodning. Intet skulde været mig kærere. Men jeg kan det ikke; jeg kan det ikke for min overbevisnings og for min kunstbetragtnings skyld. Prologer, epiloger og alt

Faksimile

sligt noget burde ubetinget forvises fra scenen. Der hører kun den dramatiske kunst hjemme; og deklamation er ikke dramatisk kunst.

Prologen skulde naturligvis være på vers; thi så er jo skik og brug. Men jeg kan ikke være med på at holde denne skik og brug i live. Verseformen har tilføjet skuespilkunsten overmåde megen skade. En scenisk kunstner, der har sit repertoire i samtidens skuespildigtning burde ikke gerne tage et vers i sin mund. Den versificerede form vil neppe finde nogen nævneværdig anvendelse i den nærmeste fremtids drama; thi fremtidens digteriske intentioner vil sikkert ikke kunne forliges med den. Den vil derfor gå til grunde. Kunstformerne dør jo ud lige så vel som urtidens urimelige dyreformer døde ud da deres tid var omme. En ​femfodet jambe-tragedie er jo allerede nutildags en ligeså sjelden forekomst som den fugl

Faksimile

​dodo, hvoraf der kun lever nogle ganske få individer nede på en afrikansk ø.

​Jeg selv har i de sidste 7–8 år neppe skrevet et eneste vers, men udelukkende dyrket den ulige vanskeligere kunst at digte i jævnt sandfærdigt virkelighedssprog. Det er gennem dette sprog at De er bleven den udmærkede kunstnerinde, De nu er. Glatte vers har aldrig hjulpet Dem til at bestikke nogens omdømme.

Men hertil kommer, hvad der synes mig at være hovedsagen. I en prolog skal der siges publikum allehånde behageligheder; der skal takkes for overbærenhed og for vejledende domme; kunstneren skal gøre sig selv så bitte liden, som det gennem de rimede krinkelkroge blot er muligt. Men er der nu sandhed i sådant noget? De ved selv, lige så godt som jeg, at det ikke er sandhed. Forholdet er netop det omvendte. Det er ikke Dem, der står i gæld til publikum; det er publikum, der

Faksimile

skylder Dem så uendelig meget for Deres 30-årige trofaste arbejde.

Det er dette synspunkt, som jeg mener at en betydelig kunstner, af hensyn til sig selv og til sin stand, pligter at fastholde. At jeg med denne opfatning ikke godt kan bekvemme mig til at sætte en prolog sammen for den ​omhandlede anledning, vil De visst selv måtte indrømme.

Men kan jeg end ikke tjene Dem i dette punkt, så håber jeg dog at De lige fuldt vil modtage den tak, jeg herved sender Dem, en tak for alt, hvad De har været og fremdeles er for vor sceniske kunst, og særligt en tak for ​den fremragende andel, De har taget i gengivelsen af så mange af mine egne dramatiske arbejder.

I det håb og med det hjertelige ønske at der endnu må ligge en lang og lys kunstnerbane foran Dem tegner jeg mig med gammelt venskab